Daniel, 20 år: “Jeg er et ensomt menneske med et utroligt givende liv”

Oliver Daniel er en usædvanlig 20-årig mand i Ålsgårde. Han har en gammel sjæl og lever og ånder for fortiden. Det gælder også den kunst, ha …


Oliver Daniel er en usædvanlig 20-årig mand i Ålsgårde. Han har en gammel sjæl og lever og ånder for fortiden. Det gælder også den kunst, han brænder for og vil uddanne sig i.

PORTRÆT: – Jeg har en længsel, et savn, efter det, som var, siger han. Høj, spinkel, forsigtigt talende, som om han nøje overvejer hvert et ord, før han siger det højt. Oliver Lyster, med kunstnernavnet Oliver Daniel, har en gammel, klassisk sjæl og bor i en krop, der kun er 20 år.

Her er stille, i den gule kædevilla på Møllehatten, på den yderste “revle” i Ålsgårde, hvor der er udsigt til marker og grøftekanter.

– Men det varer ikke så længe mere. Der skal bygges flere hundrede nye huse derovre, siger Oliver Daniel og peger ud mod de naturområder, hvor Ålsgårdes nye boligbyggeri er planlagt.

Elsker naturen
– Det er ærgerligt. Jeg elsker naturen og de fleste kender mig jo som den, der tit sidder i grøftekanten og maler. Jeg elsker naturen, dens stilhed og dens lyde, siger Oliver, der bor hjemme hos sine forældre i Ålsgårde.

Om dagen er de på job og så er der kun selskabet af fuglene, der plasker i vandbadet ude i den lille, hyggelige gårdhave, hvorfra der er et uventet lysindfald i huset og ind i Olivers allerhelligste, hans værelse, som også fungerer som hans arbejdsstation.

Nostalgien
En seng, et skab, et lille skrivebord med hans sorte skitsebog, tre hatte, der pryder væggene sammen med flere af de malerier og tegninger, han har lavet, udgør hans kunstnerunivers.

Ud over de mange gamle, nostalgiske effekter, man sidder og får øje på. En brun skoletaske, en læderkikkerttaske, indbundne små kasser, et slidt passersæt.

– Min kærlighed ligger til guldalderen, siger den 20-årige kunstner-aspirant.

Noget er gået tabt
– Der er noget, der er gået tabt fra den tid. Det nutidige kunstneriske udtryk kræver ikke så meget. Det vil jeg gerne høre op med og derfor vil jeg gerne lære at beherske den gamle teknik, selv om der også altid skal være plads til det mere moderne. Jeg vil som kunstner gerne være med til at forny de gamle traditioner og forhåbentligt videregive dem gennem min kunst, siger Oliver Daniel.

Lige nu lever han af sine forældres velvillighed, siger han, men han har søgt ind på en særlig kunstnerskole i Simrishamn i det sydøstlige Skåne mod Østersøen, hvor han er ret sikker på at blive optaget på den tre-årige uddannelse. Her regner han med at kunne tage sin danske SU med.

Længslen efter et andet samfund
– Jeg er meget traditionel og det har jeg altid været. Jeg omgiver mig ikke med meget, der vidner om nutiden. Jeg kan godt lide ældre tøj, ældre musik. Ja, i det hele taget kan jeg lide den gamle kultur. Jeg nærer en kærlighed for det gamle. Jeg kan bedst beskrive det som en længsel efter et samfund, der bygges på noget andet end det ovefladiske og flygtige. På dét, der var og ikke længere er. Jeg føler mig trist over den måde, vi behandler vores jord på.

– Jeg medgiver, at der er få ting, der er blevet bedre i vores samfund. Menneskerettigheder, for eksempel. Men ellers mangler vi kvalitet i nutiden. Jeg savner fordybelsen og at alt ikke går så hurtigt. Meget af dét, der bliver produceret i dag, er færdigt på et øjeblik og repræsenterer ikke nogen kvalitet og slet ikke nogen form for bæredygtighed, siger Oliver Daniel, der dog understreger, at han ikke ønsker at lyde bagstræberisk eller at skulle tilbage til hestevognskørsel på grusveje.

Eneste, tætte ven
Han har gået i skole på Rudolf Steiner Skolen i Kvistgård og på Produktionsskolen i Helsingør. Det er også her, han har lært sin eneste rigtig gode kammerat at kende. Med ham deler Oliver sin passion for dét, der var og for alt, hvad der er klassisk.

– Vi er ufatteligt tætte og mødes over vores fælles passion for det gammeldags. Selv ønsker jeg at være et eksempel på, at man som ung faktisk godt kan gøre det hele anderledes. Det livssyn har min kammerat også. Jeg kender ellers ikke rigtig nogen, men jeg har heller ikke brug for at omgive mig med en masse mennesker. For eksempel har jeg aldrig været i byen, på diskotek og den slags. Min kammerat og jeg elsker i stedet at mødes i Helsingør og gå og konversere i en by, hvor meget gammel arkitektur er bevaret.

Vil være dygtigere
– Man kan sige, at jeg er et ensomt menneske med et utroligt givende liv. Jeg er glad og tilfreds. Men jeg glæder mig meget til at blive dygtigere. Det er min store ambition. At blive lige så god som mine forbilleder rent kunstnerisk som malerne Lundby, Krøyer og P.C. Skovgaard.

I sin efterhånden store samling af værker, som Oliver Daniel har malet og tegnet, findes der blandt andet mange kopier af disse malere.

– Det er en vigtig øvelse at kopiere de gamle dygtige malere. Kun derigennem kan man lære deres teknikker, siger den 20-årige kunstner.

Kommentarer

Lokal Avisen Nordsjælland

Lokal Avisen Nordsjælland