Medaljemodtager: “Jeg bevæger mig kun nødigt uden for Helsingørs bygrænse”

Ærkehelsingoraneren, tidligere museumschef Kenno Pedersen, 67, blev meget beæret, da han i sidste uge hædredes med Helsingørmedaljen. Faktis …


Ærkehelsingoraneren, tidligere museumschef Kenno Pedersen, 67, blev meget beæret, da han i sidste uge hædredes med Helsingørmedaljen. Faktisk havde han beundret den i årevis efter at et herreløst bronzeeksemplar af medaljen i sin tid dukkede op i hans skrivebordsskuffe på Helsingør Bymuseum.

PRISMODTAGER: – Helsingørmedaljen betyder mere for mig i dag, end jeg tror, den ville have gjort, da jeg var ung. Men i virkeligheden har jeg jo bare passet mit job – selv om man måske godt kan sige, at jeg har gjort det med en entusiasme, der rækker lidt ud over det sædvanlige, siger den 67-årige Kenno Pedersen, der indtil videre har udgivet 37 bøger om Helsingørs historie.

Han er så forgabt i Helsingør, at han rent faktisk kun meget nødigt bevæger sig uden for bygrænsen.

– Selv når vi skulle på familiebesøg i Kirke Stillinge på Vestsjælland strittede jeg imod. Jeg ville ikke uden for kommunen. Jeg havde – og har – nok i Helsingør, fortæller Kenno Pedersen.

Mandag i sidste uge modtog han den nu pensionerede museumschef Helsingørmedaljen i sølv. Det er Helsingør Kommunes anerkendelse af Pedersens store og mangeårige indsats for at formidle Helsingør historie – og passe på den.

Koldsved
– Det specielle er, at jeg i adskillige år dagligt beundrede Helsingørmedaljen. Jeg fandt nemlig et herreløst bronzeeksemplar af medaljen i skuffen på det skrivebord, jeg fik som museumschef i Bymuseet, fortæller han.

– Hver dag beundrede jeg den. Jeg syntes, at der var noget væsentligt og noget historisk over den, og nu har jeg minsandten selv fået den – endda i sølv. Jeg blev meget, meget glad, da de ringede fra kommunen og spurgte, om jeg ville modtage den, lyder det fra historikeren.

Jo, hjertet i maskinmesterens søn fra Grønnehavekvarteret banker for Helsingør og byens historie. Men også for god mad og ikke mindst god vin. Tobakselsker om en hals har han også været – indtil for godt en halv snes år siden.

– Jeg stod gerne op klokken fire om morgenen og begyndte at skrive. Samtidig tændte jeg min pibe, men efterhånden som min entusiasme for stoffet steg, begyndte jeg at inhalere, og det gav mig koldsved.

– Så jeg besluttede mig for at holde op, når at det sidste tobaksblad i min Paul Olsen-dåse var røget. Kort efter forærede jeg mine piber bort og jeg har ikke røget siden, fortæller Kenno Pedersen til Lokalavisen Nordsjælland.

Mønsterbryder
Vi møder ham i privaten mellem Stubbedamsvej og Sdr. Strandvej på en blæsende formiddag i december. Han bor han sammen med sin hustru Karen i en lejlighed med panoramaudsigt over Øresund.

Hvor end man vender blikket mødes det af klassisk dansk møbelkunst og guldaldermalerier fra det gamle Helsingør.

Men har Kenno Pedersen stoppet sin sidste pibe så er vinen på ingen måde stillet væk. I mere end 30 år har han skrevet en ugentlig klumme om vin til Helsingør Dagblad. Vinen tager også “toppen” af hans Parkinson-sygdom, som lokalhistorikeren har lidt af i flere år.

Det er ikke helt forkert at sige, at Kenno Pedersen er en mønsterbryder. Han kommer fra et arbejderhjem, og det lå ikke i kortene, at han skulle læse på universitetet.

Furore
Fra sin far, som var uddannet maskinmester på Helsingør Skibsværft, mødte han dog en vis forståelse, da han besluttede sig for at læse til ingeniør.

Men da han efter et år opgav ingeniørstudiet for at hellige sig historiestudiet, vakte det panderynken.

– Ja, ligefrem furore, understreger Kenno Pedersen.

Det ændrede dog ikke ved unge mands beslutning.

– Det var min historielærer, der lagde kimen til min interesse for historien – og senere kom jeg i kontakt med Helsingør Bymuseum. Historien har været min verden lige siden, siger prismodtageren.

Unik museumsstruktur
Han er ikke bekymret for den videre formidling af Helsingørs historie, når han selv slipper. Kenno Pedersen mener, at Helsingørs museumsstruktur er unik.

– Byens historie er fornemt repræsenteret med mange velfungerende institutioner, som sikrer sammenhængskraften i fortællingen om byens historie, mener han.

– Vi har den royale historie repræsenteret på Marienlyst Slot, vi har borgerskabet på Bymuseet, vi har arbejderne på Værftsmuseet, landbruget på Flynderupgård og Sundtoldtiden på Skibsklarerergården. Desuden har vi hundredvis af frivillige engageret på museerne, så Helsingørs historie skal nok blive fortalt også i de kommende år, spår Kenno Pedersen.

Han anser Skibsklarerergården som det mest unikke eksempel på historieformidling.

– Det er efter min mening den vigtigste museumsinstitution i Helsingør, siger den hædrede medaljemodtager, og ser mod sydøst ud over sundet.

Kommentarer

Lokal Avisen Nordsjælland

Lokal Avisen Nordsjælland