Skibet sank på Karins allerførste togt

I dag nyder Ole Steen og Karin Andersen pensionisttilværelsen i Hornbæk. For 47 år siden var de med i et af de værste danske søfartsforlis i …


I dag nyder Ole Steen og Karin Andersen pensionisttilværelsen i Hornbæk. For 47 år siden var de med i et af de værste danske søfartsforlis i nyere tid.

FORLIS: Bølgerne er 25 meter høje og Stillehavet er frådende. De tolv mennesker sidder tæt sammen i den skrøbelige lille redningsflåde. De kæmper ihærdigt for at komme væk fra et skib, der er i gang med at synke, men ingen ved præcist hvor de er. Kun at de formentlig er mange mange kilometer fra den nærmeste kyst.

Det var i november 1971, at Karin Andersen fik sit livs oplevelse, da hun påmønstrede som kahytsjomfru på lastskibet Heering Kirse. Efter kun ti dage til søs kæntrede skibet nemlig midt i Stillehavet, og Karin og hendes mand Ole Steen Andersen befandt sig lige som den øvrige besætning i yderste livsfare.

Det er svært at forestille sig på en fredelig og lun forårsdag på Hornebyvej i Hornbæk. Datterens hund, som de passer, trisser fredeligt rundt i haven, mens Ole Steen og Karin fortæller om en episode, de stadig husker særdeles godt, selv om den efterhånden ligger 47 år tilbage.

Ole Steen Andersen er uddannet som maskinmester og var i lære på Helsingør Skibsværft under en ordning, hvor han både fik sejltid og praktik på værftet.

Det var Ole Steen Andersens beretninger fra turene til Nord- og Sydamerika og Afrika, der også gav Karin Andersen lyst til at prøve livet til søs.

Så hun opfordrede Ole Steen Andersen til at tage endnu en tørn.

Ole Steen fik hyre som maskinmester på lastskibet Heering Kirse, hvor Karin Andersen samtidig fik hyre som kahytsjomfru.

Parret fløj til Los Angeles og påmønsterede skibet, der sejlede til Manzanillo i Mexico. Her skulle Heering Kirse lastes med majs, hvilket tog tre uger.

I slutningen af november tog skibet afsted på turen til Tokyo, men så langt kom man aldrig.

Den dag i dag er det ikke afklaret, hvorfor det skete, men skibet fik mere og mere slagside, da det kom ud i et meget kraftigt uvejr.

I maskinrummet kæmpede Ole Steen Andersen og hans mænd en hård kamp for at holde gang i maskinerne i takt med at skibet krængede mere og mere.

Den 9. december gik det galt. Karin Andersen husker, at hun den dag måtte opgive at vaske op, for hver gang noget var blevet vasket, blev det kastet rundt og knust.

I den voldsomme storm blev skibets hældning i løbet af formiddagen drastisk forværret til mellem 40 og 45 grader, hvilket betød, at hovedmotoren ikke kunne holde hovedtrykket.

Kaptajnen besluttede at evakuere skibet.

Når man spørger Karin og Ole Steen, så husker de ikke, at de var bange i situationen.

– Jeg var mest bange, fordi Ole og de tre andre i maskinen ikke var med, da vi blev samlet på dækket, fortæller hun.

Det lykkedes dog at få fortalt de fire mænd i maskinrummet, at skibet skulle evakueres og at få dem op på dækket, hvilket ikke var nogen let opgave i den svære hældning og den frådende storm.

Alligevel var stemningen forholdsvis rolig.

– Jeg tror, at man slog „hovedafbryderen“ til, siger Ole Steen Andersen. Alle koncentrerede sig om at komme ud af den vanskelige situation, man befandt sig i, og tænkte ikke så meget på, hvor farlig den var.

– Og så var vi unge. Jeg tænkte, at så svømmer vi bare i land, selv om vi var langt fra land, fortæller Karin. Hun var 21 år da hun oplevede forliset, mens Ole Steen var 25 år.

Den kraftige hældning betød, at skibet ikke kunne bruge sine redningsskibe, der enten blev kvast eller også befandt sig så højt oppe, at de ikke var tilgængelige. I stedet skulle de 30 mænd og seks kvinder på skibet dele to redningsflåder.

Karin og Ole Steen kom med i den første flåde, hvor kvinderne og deres ægtefæller fik plads.

Det var ikke let at komme ned i flåden. Andenstyrmandens forlovede mistede balancen og røg i vandet. Hun blev reddet op, lige inden hun var ved at komme ind under skibet kun et meter fra den skarpe skrue, der var blotlagt på grund af krængningen.

Karin Andersen havner også under vandet, men holder fast i linen og kommer op i flåden.

Så kæmpede de 12 i flåden for at komme væk, for de høje bølger truede med at slå flåden ind mod skibet, hvor der var mange skarpe genstande, der kunne punktere den.

Det var om eftermiddagen, at flåden blev søsat og den drev hurtigt væk fra skibet. Tilbage var „kun“ at vente på hjælpen. Hvis den kom. Ingen vidste nemlig præcist hvor skibet gik ned, og spørgsmålet var, om redningen ville komme i tide.

I tilgift havde flåden svært ved at holde tæt i stormen. Der skulle konstant øses, og bunden var ved at falde ud. Hajerne i farvandet var også kommet til, og flere gange slog de op i bunden af flåden. Efer to nætter på åbent vand er situationen kritisk.

– Vi var klar over, at vi nok ikke ville overleve en nat mere, siger Ole Steen Andersen.

Den morgen hørte de heldigvis motorlarm og så lidt senere et fly, der vendte tilbage lidt senere. Og ved 11-tiden dukkede det norske skib Puna op. Karin og Ole Steen Andersen og de øvrige ti i flåden blev reddet. Først da fandt de ud af, at fem af deres skibskammerater, blandt dem kaptajnen, omkom.

Bagefter kan det konstateres, at Heering Kirse er sunket omkring 190 kilometer nordøst for Midwayøerne. Der var ingen spor af skibet, og det var i et område på størrelse med Europa, at der blev ledt efter overlevende.

Der var stor opmærksomhed om besætningen, da den kom til Danmark. Det blev ikke den sidste tur til søs for Karin og Ole Steen, der tog hyre på bulkcarrieren Heering Mille.

I takt med at man blev hurtigere og hurtigere til at losse skibene, blev turene mindre interessante, og i 1972 afmønstrede parret.

Ole Steen Andersen arbejdede herefter i mange år som servicechef i Hørsholm Midtpunkt, inden han som 70-årig gik på pension. Karin vendte tlbage til et job i undervisningsministeriet og blev senere chef for skoleledere og dagtilbudsledere i Helsingør Kommune, inden hun som 65-årig gik på pension.

Parret har fået to døtre og fem børnebørn, der alle bor i nærområdet.

Ole Steen og Karin synes ikke selv, at den dramatiske oplevelse har påvirket deres liv. Det skulle da lige være med den bevidsthed, at når man kan klare et forlis, så kan man klare det meste.

Kommentarer

Lokal Avisen Nordsjælland

Lokal Avisen Nordsjælland