Klumme: Jeg oplevede milevid forskel på hospitaler

Formand for FC Helsingør, Finn Moseholm, er ugens klummeskribent.


Jeg er en af de privilegerede borgere i dette land, der har fået skiftet en reservedel i kroppen, som var slidt op. I 2004 fik jeg fik skiftet en hofte. Smerterne var væk og jeg kunne fungere normalt igen. Løbe, cykle, spille bold og løbe på ski.

Handicappet bliver hurtigt glemt, når man ikke mærker noget. Det kan være en ulempe, for med operationen fulgte en enkelt advarsel. Du må ikke bukke dig sammen og dreje kroppen samtidig så risikere du, at hoften smutter ud. Den advarsel slukkes, når man i dagligdagen ikke mærker sit handicap. For mig er det heldigvis gået godt i 13 år, men så har jeg ”gudhjælpemig” kvajet mig to gange inden for tre måneder her i 2017, hvor jeg lavede en bevægelse, som gjorde at hoften hoppede ud af hofteskålen og sat sig på siden.

Det er noget skidt. Det gør ondt og man er prisgivet.

Først gang sket den 1. maj i år om formiddagen. Jeg sad i min bil og ville samle noget op i bunden af bilen samtidig med at jeg var på vej ud af bilen. Vupti, det kunne hoften ikke lide.

Jeg ringede efter en ambulance og efter tre kvarter blev jeg hentet. Fik med det samme morfindrop og kørt fra Snekkersten til Hillerød skadestue. Efter at være tilset af en læge lå jeg længe og ventede på at blive kørt til røntgen.

Tilbage på skadestuen og midt på eftermiddagen indlagt på en stue, hvor jeg ved 15-tiden fik en snak med en læge. Det skal bemærkes, at jeg skulle flyve til Skotland næste eftermiddag sammen med familien, hvilket jeg indskød i min snak med lægen. Beskeden var, at vi kan dæmpe smerterne, men ikke fjerne dem. Vi skal nok få sat hoften på plads inden vagten slutter.

Puha, så skulle jeg ikke aflyse rejsen – troede jeg.

Lokalavisen Nordsjælland

Udgives online hver tirsdag

Over 30.000 ugentlige læsere

Søg og find gamle artikler

læs avisen

Kommentarer

Lokal Avisen Nordsjælland

Lokal Avisen Nordsjælland